Hestepige mandag, 22. mar 2010
Skrevet af flipse under Rants, KommentarerHvis du spørg min omgangskreds om hvilken person jeg er, vil de sige vild med vandmelon og Bon Jovi, en sarkastisk, selvmedlidende, selv-udråbt princip-fast tomboy.
Aldrig vil “hestepige” blive placeret i min kurv.
Men jeg har faktisk haft med dyret at gøre uden at være storladen heste-fanatiker. Da jeg flyttede på landet som lille fik jeg to heste: Funny og Sophie. Ikke at jeg ænsede dem, og til sidst solgte mine forældre hestene og jeg brokkede mig ikke. Men når man flytter til Tennessee, kommer der andre boller på suppen:
“Slick’s gonna ease ya up. He’s a fine gentleman but he ain’t no crybaby. If he picks a route you’ll be sure to pick that route too. He ain’t messin’ about. How ya feel about a lill’ sightseeing?”
Sagde Ranch-ejeren Le’Roy med sin southern accent, og slog hesten bagi, og jeg klamrede mig til hestens manke.
Da jeg boede i Tennessee brugte jeg meget af fritiden på Ranchen lige uden for Nashville. Le’Roy ejede marker så langt øjet rækkede, og nu sad jeg altså på ryggen af en kæmpe stor, gylden Stallion ved navn Slick. Og han var Slick. Snedig og snu som ind i helvede, men han havde et godt hjerte. I dette øjeblik var jeg selvfølgelig intetanende og lidt mistroisk, og måske mest af alt bare rædselslagende så jeg holdt fast med alle lemmer for ikke at falde af. Le’Roy havde bare sat mig op på ryggen og givet hesten et smæk og så var det ellers af sted udover sletten.
Da vi nåede skovkanten begyndte jeg at småtude og hesten måtte have mærket min utilpashed da den satte tempoet ned og vrinskede. Jeg anede ikke hvor vi var, men vidste at man kunne ride flere timer før man nåede ud af ejendommen. Jeg begyndte at vende mig til Hestens opførelse og accepterede at det var den der bestemte hvor vi skulle hen. I et lavt og mere sikkert tempo fortsatte vi ud til den anden side af skovbrynet hvor der var læ og solstråler. (Vi snakker 35 grader). Slick stoppede op og nappede til mine fødder. Jeg gjorde tegn til jeg ville videre men han vrinskede bare af mig og nappede igen efter mine boots. Jeg steg forsigtigt af og håbede på den ikke ville efterlade mig. Stilsikkert gik den hen for at græsse og jeg så en mulighed for at sidde ned og ømme mig lidt. En times anspændt ridetur havde gjort mig træt, og det næste jeg husker er at hesten vrinsker i mit øre og jeg vågner med et sæt. Åbenlyst var jeg faldet i søvn og hesten ville videre.
Nu er min sted-sands bitterligt ikke-eksisterende, så jeg havde absolut ingen idé om hvor turen gik eller hvornår vi var på vej hjem. Flere timer senere da tusmørket begyndte at sænke sig, red vi i rask fart ved skovkanten af hvad synes som have været den tiende skov, og jeg så den velkendte ranch i baggrunden. Slick stoppede op ved bagsiden, og i vinduet kunne jeg se Le’roy og familien spise aftensmad. Le’Roy nikkede smilende og jeg steg af hesten. En ansat kom over og hjalp Slick af med tøjlerne og jeg fulgte med dem ind i stalden og sagde godnat og tak for rundvisningen.
“you’ve worn him about. H ain’t never this sweaty unless he’s trying to impress somebody. I think he likes you.”
Og jeg kunne lide ham. Slick blev min helt store kærlighed i USA; jeg havde stor ærefrygt for hans væsen og den gensidige respekt gro ved hver ridetur. Hver gang jeg vendte hjem til USA og Ranchen, og Slick hørte min stemme, kunne jeg høre ham sparke utålmodige til staldøren og vrinske højt, for han vidste hvad der ventede: En tur over Tennessee’s smukke marker.
Slick blev desværre fundet død på marken sidste sommer. Han døde 21 år gammel af alderdom.
“Hesteviskeren” go home, det er er en sand historie.
Nærkontakt fredag, 19. mar 2010
Skrevet af flipse under Rants, Kommentarerprivatsfærens størrelse afviger fra person til person, og afhænger af situationen. På mit arbejde er der mange gnidninger - fysisk. Vi er relativ mange på relativ lidt plads, og jeg kan tælle de første 20 gange jeg i dag er løbet direkte ind i en kollega. På min første dag, var det lidt overskridende at jeg nærmest tog en mandelig kollega på røven, selvfølgelig ikke med vilje, men fordi vi alle var i høj fart, og fordi pladsen er trang. Det vender man sig til. Og det tænker jeg ikke længere over.
Men kan man vende sig til en mindre privatsfære i det offentlige? I toget sætter vi os jo nødigt ved siden af en fremmed hvis hele kupéen ellers er tom. Og hvis man gør, er man stemplet som direkte psykopat og den nye sidemand vil højst sandsynligt flygte væk, eller hvis vedkommende er velopdragen, skule meget mistænktsom gennem hele turen.
Der er ingen privatsfære hvis du står på en propfyldt bar, for sådan er det bare. Hvis du står forrest til en koncert kan du sagtens regne med at personen bag dig humper din ryg koncerten igennem. Det er også okay. Hvor er grænsen, hvordan kender vi den, og ikke mindst hvorfor kender vi den så intuitivt afhængende af situationen?
Damen i toget havde åbenlyst ingen situationsfornemmelse, for jeg kunne lugte hvad hun havde fået at spise og hvilken parfume hun havde på i går.
Facebook-konfrontation onsdag, 17. mar 2010
Skrevet af flipse under Rants, 3 kommentarerpop! pop pop!
facebook-chatten dukkede op og et styks vred nybagt mor var på krigsstien. Flere end en håndfuld venner er begyndt på det dér med at lege mor, far og børn - og den slags sker jo ikke uden ændringer som også påvirker mig. I starten var det vældig sødt med små anekdoter om lille Albert (yes, mor er videnskabs studerende, derfor mobbe-navnet) der lige var kommet hjem - og jeg kvitterede med en kommentar der lød hen ad “Tillykke igen, håber I er kommet godt hjem!”. Men så begyndte bølgen af status-opdateringer fra den nybagte mor for alvor at tage fart. lille Albert har taget 200 gram på, Nu skal lille Albert ud til farmor, lille Albert var dygtig i nat og sov hele 4 timer, lille Albert er altså en sulten dreng. Og her er det jeg stiger af toget.
Jeg er vældig sikker på det har noget at gøre med jeg først og fremmest ikke er mor, og jeg ved selvfølgelig godt den nybagte mor gør det af ekstase og nybagt kærlighed til sit afkom. Men jeg behøver ikke vide at Albert har grinet da farmand killede ham på maven - i dagens ottende status-opdatering.
sS jeg gjorde hvad jeg fandt nødvendigt, jeg blokerede hende fra mine nyheder.
Dette udviklede sig så til chat-krigs-kvinden der kom med sin statement: “du ringer jo aldrig, eller kommentere mere!!” næh, men gør du det?.. og der blev hun tavs og hejste det hvide flag og forlod samtalen.
En times tid senere ankom undskyldnings-sms’en; hun meldte klart hun fremover ville formindske opdateringerne vedrørende mini-Einstein. Der måtte jeg sætte hælene i gulvet og lave min statement. “For guds skyld, nej! Du skal gøre præcis hvad du vil! Men du må ikke blive sur over jeg synes du er kedelig og ikke lige gider smide en ih og åh-kommentar efter dig hver gang Albert rør på sig.”
Vi skal ha’ kaffe-date om en uge - nybagt mor uden Albert for allerførste gang, og jeg føler mig virkelig beæret. Og jeg vil da egentlig gerne høre hvordan det går med lille Albert.. fra giraffens egen mund.
